Grænser for inklusion

GRÆNSER FOR INKLUSION – OM ANERKENDELSE, INKLUSION OG SELVVÆRD

 

Et af tidens mest debatterede emner i skole - og dagtilbud er `inklusion`.

Men hvad mener man, når man siger `inklusion`? Skal institution og skole kunne inkludere alle børn - og alle forældre, eller er der grænser?

Er baggrunden for ønsket om mere inklusion en ægte interesse for børn liv i deres institutioner eller er der tale om økonomiske incitamenter, hvor man ved at inkludere kan spare penge på special-foranstaltninger? Hvordan kan man indrette skole og institution så der bliver tale om reel inklusion og ikke kun `skininklusion`? En ting er sikkert: at trives betyder for børn, at de har lov til at være til stede også på deres egen måde. Derfor skal vi være anerkendende og inkluderende overfor børn. Det vil sige, at voksne skal møde børn, der hvor de er – respektere dem og så at sige tale ’ordentligt’ til dem, lytte til meningen bag det de siger og gør. Samtidig skal børn lære at tage hensyn til hinanden og kunne rumme hinanden som også de voksne skal. Roser man børn får de selvtillid, men anerkender man dem får de selvværd! At være anerkendende er således ikke blot et spørgsmål om kommunikation, det er en måde at være sammen på – at leve sammen på, i hjemmet, dagtilbud og skole.